lørdag den 21. juni 2008

Chefen er skyld i højt sygefravær!

Ja - det stod der på forsiden af JV torsdag den 19. juni (ovenover billedet fra Bjørnehuset i Gram afdeling).
Og det er der lidt sandt i. Jeg deltog i den konference på Haderslev Handelsskole tirsdag eftermiddag, JV henviser til, og det var nogle meget givtige 3 timer.
Tage Søndergaard Kristensen, der har været professor ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (tidliger Arbejdsmiljøinstituttet - AMI) gennemgik en række store nationale undersøgelser af sammenhæng mellem forskellige værdier og ledelseskvalitet.
Lidt overraskende - men heldigvis ikke skræmmende - for mig var det, at de absolut to vigtigste værdier for god trivsel på arbejdspladsen er TILLID og RETFÆRDIGHED.
Tillid skabes gennem troværdig adfærd:
  • Ens adfærd skal være gennemskuelig og forklarlig
  • Man skal mene og gøre som man siger
  • Man skal selv vise tillid ved at give kompetence til andre
  • Man skal tage andres synspunkter seriøst

Enkelt, skulle man synes, men der er vist også noget at arbejde med....

Der er seks regler for retfærdig ledelse:

  • Samme procedure skal bruges overfor alle ansatte
  • Lederens personlige interesser skal ikke influrere
  • Beslutninger skal være baseret på pålidelige og relevante informationer
  • Der skal være mulighed for, at unfaire og forkerte beslutninger omgøres
  • Alle berørte parter skal involveres og høres
  • Processer skal finde sted i overensstemmelse med fundamentale etiske principper

Nogle gode tommelfingerregler at lægge i værktøjskassen!

Det var et lille pluk af en meget inputmættet dag, som allerede nu synes, jeg har kunnet bruge dele af, og som jeg vil have i baghovedet fremover.

Tage Søndergaard Kristensen sammenfattede selv dagens program:

"Man taler meget om stress og sygefravær i disse år, men det ser ikke ud til, at den megen snak har nogen positiv effekt på udviklingen. Snarere tværtimod. Det ser ud til, at både stress og sygefravær er stigende. Hvordan kan det være? Svaret ser ud til at være, at det ikke er nok at snakke - der skal handling til. Faktisk ved vi rigtig meget om, hvad der får de ansatte til at trives på deres arbejdsplads og dermed vælge nærvær frem for fravær. For det første handler det om at have et godt job. De centrale egenskaber er høj indflydelse, et meningsfyldt arbejde og passende anderkendelse fra ledelsen. Og for det andet handler det om at være på en god arbejdsplads, hvor der er samarbejde, tillid og retfærdighed. Hvis man har et godt job på en god arbejdsplads er fraværet lavt. Og der er høj produktivitet og høj kvalitet. Vi kender opskriften på et godt job og en god arbejdsplads. Alligevel kniber det mange steder med at føre denne viden ud i livet. Den centrale faktor hedder ledelse. En god ledelse ved, hvor den vil hen. Man gør hvad man siger og siger hvad man gør. Psykisk arbejdsmiljø er ikke et luksusemne, men en betingelse for en god og produktiv virksomhed."

Den lader vi lige stå et øjeblik....

Ingen kommentarer: